I mange år har Silkeborg IF spillet sine hjemmekampe på det umoderne Mascot Park/Silkeborg Stadion, men fra næste sæson kommer byens hold til at have hjemme på JYSK Park – Silkeborgs nye fodboldstadion.
Det gamle Silkeborg Stadion har længe været kritiseret for at høre til blandt landets absolut dårligste fodboldstadions, kun overgået af AGFs rædselsfulde Ceres Park i Aarhus, som dog ikke med rette kan kaldes for et fodboldstadion.
Nu vågner Silkeborg snart op til et moderne og tidssvarende stadion, som er helt på højde med de øvrige jyske klubber som Esbjerg, Randers, Vejle, Viborg, AaB osv., der alle har fået nye stadions – eller moderniseret eksisterende anlæg – indenfor de seneste årtier.
Tilbage er nu kun spørgsmålet, hvornår Danmarks næststørste by, Jyllands hovedsad og den europæiske kulturhovedstad anno 2017, Aarhus, også kommer på nationalsport-kortet i Danmark.
Finansieringen af JYSK Park
Når Silkeborgs nye stadion – JYSK Park – står klar til indvielsen i sommeren 2017, vil det have kostet i omegnen af 130 millioner kroner at bygge. Finansieringen af det nye stadion sker i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og Silkeborg IF Invest A/S:
“Det nye stadion bliver til i et unikt samarbejde mellem Silkeborg IF Invest A/S, Silkeborg Kommune og byens erhvervsliv. Den samlede pris på det nye stadion er beregnet til 130 millioner kroner, hvoraf kommunen bidrager med 60 mio. kr. finansieret gennem salg af den gamle stadiongrund, der skal laves om til boligområde med rekreative arealer ligesom der er ved at blive bygget et nyt plejecenter på grunden. De resterende 70 mio. kr. står Silkeborg IF Invest for indsamlet gennem sponsoratet i det lokale erhvervsliv”, fremgår det på Silkeborg IFs hjemmeside.
Sengetøjsgiganten, Lars Larsen fra JYSK-koncernen, har spyttet de første 15 millioner kroner i kassen, og har i bytte fået lov at navngive stadion efter sit selskab. Derudover har Jyske Bank købt navnerettigheder til den ene tribune for 10 millioner kroner.
De sidste 45 millioner kroner, som Silkeborg IF selv har fremskaffet, er rejst ved salg af den nuværende stadionlounge (19,1 mio. kr.), mens de sidste godt 25 mio. kr. er rejst gennem private investorer. Opbakning fra private investorer og erhvervslivet i Silkeborg har altså ikke været svær af finde til dette spændende og visionære projekt, som for alvor sender SIF tilbage i dansk fodbolds Superliga.
JYSK Park vil kunne huse 10.000 tilskuere, hvilket er DBUs mindstekrav til Superliga-klubber, og stadion vil være beliggende på Søholt som nabo til Jysk Arena og den nye Silkebortmotorvej.
JYSK Park er i skrivende stund (foråret 2017, red.) tæt på at være klar til næste sæsons Superliga-tilskuere. Imens kæmper klubben for ikke at rykke ud af Superligaen, hvilket også ser ud til at lykkedes.
Lars Larsen: – Bedre at bygge nyt
Silkeborgs eksisterende fodboldstadion, Mascot Park, har huset mange Superliga- og divisionskampe gennem årene, og der er stærke minder knyttet hertil, for de Silkeborg-fans som kan huske klubbens første og eneste mesterskab tilbage i 1994.
Masser af lokale helte har trådt sine fodspor her, og erfarne SIF-fans vil huske tilbage på store stunder med navne som Morten Bruun, Henrik “Tømrer” Pedersen, Jakob Kjeldberg, Michael Hansen, Heine Fernandez, Jacob Laursen, Martin Laursen, Thomas Røll Larsen, Peter Lassen, Peter Kjær, Jesper Thygesen og flere til. Det er på den måde samtidigt vemodigt, når Silkeborg IF efter denne sæson endegyldigt takker af på Mascot Park aka Silkeborg Stadion.
Ifølge JYSK-koncernens Lars Larsen, som efterhånden har cementeret sig som en af landets rigeste, overvejede nemlig om man kunne renovere det gamle stadion fremfor at bygge nyt. Men det stod hurtigt klart, at det ville være smartere at bygge et helt nyt.
“Jeg lavede et lille, hurtigt regnestykke, som viste, at med de penge, der alligevel skulle bruges på at renovere det gamle stadion, så er det for mig at se sund fornuft at sælge det gamle og bygge et nyt”, sagde Lars Larsen i projektets tidlige fase.
Også Jyske Banks succesfulde direktør, Anders Dam, kunne se logikken i at bakke op om de nye moderne fodbold-faciliteter:
“Silkeborg Kommune er nu landets tiendestørste kommune, så byen skal også være i top 10 sportsligt med både resultater og faciliteter”, sagde bankdirektøren dengang.
Vi ser frem til åbningsdagen af JYSK Park og til at følge mange spændende fodboldkampe på dette smukke stadion i årene der kommer.
Du kan se flere billeder af JYSK Park og følge byggeriet her.