Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi her på bloggen støtter Silkeborg IF. Det er en gammel kærlighed, som synes at dø uendeligt langsomt, trods ellers mange sløje resultater i de seneste årtier.
Vi var også med på lægterne, da Silkeborg vandt klubbens første og eneste mesterskab i 1994 under Bo Johansson, og igen i 2001, da SIF besejrede AB med 4-1 i Pokalfinalen. Selv om der ikke har været mange, og vi higer efter flere, fortæller historien om disse trofæer, at Silkeborg IF er en stor klub i dansk fodbolds historie.
I denne artikel kan du læse mere om Silkeborg IFs historie, som daterer tilbage til 1917, og lidt om nogle af de største spillere, der har spillet i Silkeborg gennem tiderne.
Leder du efter gode odds på Silkeborg, kan du læse mere om odds bonusser i vores betting-artikel her.
Silkeborg IFs historie
Silkeborg Idrætsforening blev grundlagt d. 26. april 1917, hvor en række idrætsafdelinger indgik, men i dag er klubben bedst kendt for fodboldafdelingen Silkeborg IF (SIF).
De største triumfer kom i 1994, hvor klubben vandt sit første Danmarksmesterskab og i 2001, hvor SIF vandt pokalen for første og sidste gang.
I mange år spillede SIF i de bedste jyske rækker, men i 1960’erne begyndte det at tage fart. I ’66 rykkede SIF op i 2. division, som dengang var den næstbedste række.
I 1978 blev der indført professionel fodbold i Danmark, og klubberne kunne nu skrive fuldtidskontrakter med sine spillere. Det var dog først i 1982 at Silkeborg IF tog det store skridt mod toppen af dansk fodbold.
SIF Fodbold Support A/S blev skabt, og med dét grundstenen for professionel fodbold i Silkeborg. Allerede i 1987 gav det pote, da holdet rykkede op i 1. division for første gang i klubbens historie.
Her levnede ingen oprykkerne en chance, men allerede i klubbens tredje kamp i den bedste række, blev det til en sejr for David mod Goliat, da SIF besejrede Danmarks bedste hold på det tidspunkt, Brøndby IF, med 1-0 på Silkeborg Stadion.
I dag hedder Silkeborg Stadion i øvrigt Mascot Park, men fra 2017 står et nyt stadion færdigt i Silkeborg, som grundet investeringer fra JYSKs ejer Lars Larsen, kommer til at hedde JYSK Park.
Mesterskabet i 1994
Da Superligaen blot var få år gammel, nemlig i den fjerde sæson, var strukturen en del anderledes end både den nuværende og den forrige struktur.
Dengang fik Superliga-holdene halveret deres point efter foråret samt nulstillet målscorer. Silkeborg vandt forårssæsonen og fik derfor adgang til Champions League-kvalifikationen.
I foråret 1994 fortsatte kampen i Superligaen med FCK og OB som de største konkurrenter til titlen. FCK lå til at vinde mesterskabet før sidste spillerunde, men tabte under stor dramatik til OB, og dermed kunne Silkeborg snuppe klubbens første mesterskab på målstregen med en 2-0 sejr over AaB.
Den legendariske Heine Fernandez skød sig ind på topscorerlisten det år med 12 mål, og var en af de største faktorer til at SIF blev mestre.
Midten af halvfemserne var generelt gode år for fans af Silkeborg IF, som også vandt bronze i 1995 og sølv i 1998. Samtidigt vandt klubben i Intertoto Cup i 1996.
Pokalsejren over AB i 2001
I 2001 vandt SIF klubbens eneste pokaltitel, da det blev til en 4-1 sejr over AB i finalen i Parken, København. Her var SIF bagud 0-1 ved halvleg, men fire mål i anden halvleg af Brian Pedersen, Thomas Poulsen og to kasser af Henrik “Tømrer” Pedersen sikrede triumfen.
Herefter solgte SIF bl.a. Henrik Pedersen til Bolton Wanderers, Thomas Røll til FCK og Peter Kjær til tyrkiske Besiktas, mens også klublegenden Morten Bruun gik på pension.
Det markerede startskuddet på en række magre år i Silkeborg IF, for klubben har ikke sidenhen formået at spille sig i toppen af Superligaen eller til yderligere pokaltriumfer. I stedet begyndte tilværelsen som elevatorhold mellem Superligaen og 1. division, og det er en tilværelse som klubben stadig befinder sig i i dag.
De store kampe i Europa
Desværre har Silkeborg ikke de helt store traditioner for at have lavet resultater i Europa. Klubbens største kamp var nok i 1. kvalifikationsrunde af Champions League i 1994/95, hvor SIF tabte 3-1 samlet til Dynamo Kiev (0-0 hjemme, 3-1 ude).
Allerede året efter, i 1995/96, var Silkeborg med i kvalifikationen til UEFA Cup’en, hvor det første blev til 6-1 samlet mod Crusaders og derefter nederlag i anden runde til Sparta Prag på reglen om udebane mål. Silkeborg vandt 2-1 hjemme, men tabte 0-1 ude.
I 96/97 blev det til samlet 3-5 nederlag i 1. kval-runde mod Spartak Moskva, men to år senere i 98/99 gik SIF videre til 2. runde efter sejr over slovenske NK Mura i første.
I anden runde ventede dog selveste Roma, hvorimod Silkeborg ydede gæv modstand. Således tabte SIF kun med 0-3 samlet over begge kampe.
Da SIF vandt InterToto Cup i 1996
I 1996 lykkedes det for klubben at vinde et europæisk trofæ, omend et forholdsvist lille og ubetydeligt et af slagsen. Nemlig InterToto Cup’en.
I InterToto Cup var Silkeborg endt i gruppe med Charleroi fra Belgien, Zaglebie Lubin fra Polen, SV Ried fra Østrig og walisiske Conwy United.
Silkeborg vandt alle kampene i gruppen undtagen en 0-0 kamp mod polakkerne, og i semifinalen ventede Uralmash i to opgør. Her blev det 2-2 samlet, men Silkeborg gik videre på reglen om udebanemål.
Præcist samme scenarie udspillede sig i finalen mod Segesta Sisak, hvor Silkeborg igen vandt på reglen om udebanemål efter 2-2 samlet.
SIF profiler gennem tiderne
Silkeborg har aldrig været en af de klubber i Danmark med flest penge i klubkassen, og derfor har klubben også altid været en udviklingsklub, hvor man gerne afsætter sine bedste spillere mod fortjeneste.
Klubbens største profil gennem tiderne nåede dog aldrig at blive afsat til trods for stor succes hos silkeborgenserne. Navnet er selvfølgelig Morten Bruun, som hvis du er født i dette årtusinde, måske bedst kender for sin rolle som kommentator på dansk TV.
Morten Bruun blev i alt noteret for 424 kampe for Silkeborg IF i årene fra 1988-2001, hvor han scorede 35 mål og spillede i 11 landskampe for Danmark. Det gør ham til en vaskeægte klublegende, og han er stadig den SIF’er som har spillet flest kampe for klubben.
Yderligere store profiler som har været gennem Silkeborg i nyere tid omfatter bl.a. Peter Kjær, Henrik “Tømrer” Pedersen, Jesper Thygesen, Rajko Lekic, Christian Holst, Iddi Alkhag, Michael Hansen, Allan Reese, Hans Erfurt, Heine Fernandez, Kasper Dolberg og Marvin Pourie.
Preben Elkjær og Sepp Piontek i Silkeborg
Til trods for alle disse spændende profiler har trådt deres gang i Silkeborg gennem tiderne, kan man dog argumentere for, at vi har udeladt de to allerstørste.
D. 1. juli 1995 blev selveste Preben Elkjær nemlig ansat som cheftræner i Silkeborg på et tidspunkt, hvor Elkjær i den grad stadig var et varmt navn i dansk fodbold. Det var noget der kunne trække folk til stadion i Silkeborg, som stadig var fuld af sejrsrus ovenpå mesterskabet i 1994.
Elkjær holdt dog kun 1,5 år i chefstolen, hvor han stoppede d. 31. december 1996. Silkeborg præsenterede dog endnu en dansk landsholdslegende som cheftræner, nemlig Sepp Piontek, som blev i Silkeborg i 2,5 år.
Du kan læse meget mere om Preben Elkjærs tid som cheftræner i Elkjærs selvbiografi “Mit liv som Elkjær”, som ramte boghandlerne for nogle år siden. Her reflekterer “Borgmesteren af Verona” over sin tid i klubben, og det er særdeles spændende læsestof for en inkarneret Silkeborg-fan.